Kaos på Flaske
author — Nikolaj Heltoft
published in — Politiken
year — 2020
Kaos på Flaske
De har en særlig glasflaske på Medicinsk Museion i København. Indholdet burde ikke være farligt længere, men de kan ikke være 100 procent sikre. Flasken indeholder en lille prøve på de pinsler, som i 1853 ramte København, da koleraen brød løs og slog knap 5.000 mennesker ihjel. Nærmere bestemt forseglet diarré fra en ukendt kolerapatient.

Kaos på flaske
10 POLITIKEN KULTUR Lørdag 7. november 2020

De har en særlig glasflaske på Medicinsk
Museion i København. Indholdet burde ikke være farligt længere, men de kan ikke være 100 procent sikre. Flasken indeholder en lille prøve på de pinsler, som i 1853 ramte København, da koleraen brød løs og slog knap 5.000 mennesker ihjel. Nærmere bestemt forseglet diarré fra en ukendt kolerapatient.

Den fanger ideen om, hvordan videnskaben forsøger at få det uhåndterlige
på flaske igen. Det er sådan en omvendt bevægelse i forhold til Pandora, der lukkede sin krukke op, og så væltede det ud med sygdomme. Her prøver man at indkapsle dem igen«, siger lektor Karin Tybjerg med en hentydning til den græske myte, hvor en hævngerrig Zeus får alverdens plager som fattigdom, sorg og pest sluppet løs.
Græsk taler vi også, når vi står foran koleraflasken i det medicinhistoriske
museums gamle bygninger i Bredgade og taler om den nye coronaepidemi, der
er kommet over (epi) folket (demos) verden over.

Allerede den græske historiker Thukydid beskrev pestens effekt på samfundet,
hvordan institutionerne i Athen blev nedbrudt, og folk opførte sig på en
hvilken som helst måde, fordi de kunne være døde i morgen. Epidemien rummer
et anarki, som truer samfundsordenen, siger Karin Tybjerg.

Den er et kaos, der bryder ud, hvor folk begynder at dø, og man ved ikke,
hvad det er, eller hvad man skal gøre ved det. Så prøver man at få hold på det, og det bruger man en række forskellige
strategier til, som vi har forsøgt at vise her. Onsdag åbner museet udstillingen ’At indfange epidemier’ i samarbejde med billedkunstneren Nicolai Howalt. Han har fotograferet en række af de konkrete objekter, der ligesom koleraflasken fortæller historien om samfundets bestræbelser på at håndtere de epidemier, der kom før coronaen. Og historien foldes yderligere ud i den nye udgave af den overdådige kunstudgivelse Plethora Magazine, som er på gaden 1. december 2020.

Der er noget ved de gamle genstande herinde, som gør processen med at prøve
at få hold på sygdommen synlig. Det er helt konkret og materielt, men det giver en abstraktion, som også er relevant i forhold til det, der sker med os som samfund lige nu«, siger Karen Tybjerg. For hvordan fanger vi det ukendte, der slår os ihjel? Det er spørgsmålet, der har optaget hele verden siden begyndelsen af 2020. Vi eksperimenterer os frem med afstandskrav, restriktioner, ikke just skræddersyet medicin og vaccineforsøg for at stoppe coronaepidemien og slå sygdommen ned. Sådan som vi gjorde det for 100 og 200 år siden, fortæller fotografierne på Medicinsk Museion. Her er koleraprøven og en kistelignende epidemibåre fra 1800-tallet. Her er de tynde glasrør, som blev brugt til at overføre sekreter fra syge køer til raske mennesker via et lille snit i armen for at forebygge kopper. Og her er de funklende messingmikroskoper, som landets fremmeste videnskabsmænd brugte, da man ved et af lægevidenskabens helt store gennembrud formåede at isolere bakterier. Som Hans Christian Gram (1853-1938), der opdagede en farvemetode, der delte alle bakterier op i to grupper: gram-positive og gram-negative. De bakterier, som farvedes, og de, der ikke gjorde. Livet er usynligt på bakterieniveau, men når forskerne tilsatte farverne, blev det usynlige synligt.
Ond miltbrand
Vi møder Nicolai Howalt på en smørrebrødsrestaurant nær museet, mens han
er i færd med at lægge sidste hånd på sit arbejde. Her bladrer han først gennem en stribe fotografier af små mikroskopglas på sin bærbare computer.

Det her er helt vildt flot: Hønsekolera fra en due, står der. Men jeg er også vild med den røde prik, der er kommet ovenfor, og det der mærkelige gule, som nok er lim af en slags. Billedligt er det næsten et Mark Rothko-maleri. Der opstår en anden fortælling«, siger Nicolai Howalt med henvisning til den amerikanske maler og går videre til en samling kuglerunde fotografier taget gennem et mikroskop i begyndelsen af sidste århundrede.

Her har vi miltbrand. Prøv at se engang, det er svært ikke at synes, at den ser lidt ond ud. Den er lodden, og fra at være et sygdomsproblem er den vel for de fleste af os mere blevet et billede på terror og krigsførelse«, siger han med henvisning til de meget omtalte pulverbreve, der blev sendt til især politikere og institutioner verden over i kølvandet på terrorangrebene på USA i 2001. Det er ikke første gang, han har fingrene i museets samling. Sidst var afsættet instrumenterne til den medicinske lysterapi, som læge og nobelprismodtager Niels Finsen udførte sidst i 1800-tallet.
Her undersøgte han den synlige og den usynlige del af lysspektret og solens livgivende og destruktive kraft. Denne »dualisme« finder han også hos bakterierne. Menneskekroppen huser milliarder af dem, og vi kan slet ikke leve uden, opregner han. Men en sjælden gang render vi ind i en, som har potentialet til at slå lige netop os ihjel.

Det er interessant, at alting har flere sider, og jeg holder meget af det gamle ord om, at afstanden mellem det skønne og det grusomme er uendeligt lille. Vi skal turde kigge på det i stedet for at vende os væk, og det er fantastisk, at et gammelt glas med miltbrand kan få en helt utilsigtet skønhed af noget, der kunne hænge i en kirke«. Museet har valgt objekterne, men så
har Howalt til gengæld tilladt sig selv at se det hele på hovedet, som han siger. Mens mikroskopglas måske fremstår som abstrakte malerier, ligner selve mikroskoperne stjernekikkerter, når Howalt med sine fotografier forstørrer dem til to meters højde.

Når vi kigger ned i det mikroskopiske, så kigger vi samtidig op i det universelle, siger billedkunstneren med en parafrase over de berømte indskrifter over dørene til astronomen Tycho Brahes borg på øen Ven.

Smitte var folkeligt sludder Foran koleraflasken i museets samling
funderer Karin Tybjerg videre over det aktuelle coronaudbrud. Hun har for nylig spurgt på Panums mikroskopicenter, om de har lavet billeder af coronavirussen.

Det havde de ikke. Der findes billeder fra laboratorier rundtomkring, som bliver vist frem, men det er bare ikke i så høj grad den måde, man skaber viden på i dag, hvor man er meget mere inde i det
genetiske«. Det vil være en anden type materiale, vores efterkommere må granske.

Men der er alligevel noget ved dette udbrud, som fascinerer mig. Der kommer
noget helt nyt, og hvad gør vi så? Man kigger på noget helt gammelt. Epidemier rammer os tit med generationers mellemrum. Man har glemt det hele, men så griber man tilbage«, siger lektoren.

Så taler vi pludselig om koleraen og den spanske syge, og mange af de måder,
vi prøver at tøjle coronaen på, er helt klassiske tiltag. Man havde pesthuse, og under koleraen var der teltlejre på Amager, hvor vi i dag sender folk i isolation på hotel. Luft ud, siger vi, og det gjorde lægerne under koleraepidemien også. Vi kan blive nødt til at lukke institutioner,
ovenikøbet kirker og skoler, skrev de. Historisk var forestillingen om epidemier som Guds straf den typiske sygdomsforklaring, opregner hun. Men selv efter at den slags forestillinger blev forladt, gik der lang tid, før den etablerede lægevidenskab nåede frem til konsensus
om, at sygdom kunne smitte.

Ideen om smitstof var ugleset også under koleraepidemien i København,
hvor de fleste læger mente, at det var folkeligt sludder, at den smittede. Det var en lavklasseforståelse, og de vidste nok, at det havde noget at gøre med sygdomsfremkaldende
luft. Var der usle forhold, fugt fra mosejord eller lavtliggende land, var det en forklaring.
Og var der også mennesker med en dårlig konstitution eller ligefrem emotionelle udsving, var det ikke godt. Så bad man nærmest om at blive angrebet, og så aflejrede den dårlige luft sig i én og blev til sygdom, lyder en ikke engang særlig karikeret udgave af et herskende
standpunkt. Den tyske bakteriolog Robert Koch skulle dog gøre effektivt op med den
slags tanker, efter at han i 1877 opdagede den bakterielle årsag til miltbrand og siden
hævdede en generel årsagssam- Hvordan fanger du det ukendte, der slår dig ihjel?
Det undersøger en ny fotoudstilling, ligesom videnskaben har gjort det i århundreder fra pest til kolera, fra tuberkulose til covid-19. Et dyk ned i de mindste tings kolossale
betydning, som rører kunstneren Nicolai Howalt på næsten religiøs vis, siger han.
Der er noget, der ikke bare er større end os, det er meget mindre end os, og det har en enorm betydning for os. Det rører mig på næsten religiøs vis Nicolai Howalt Mange af de måder, vi prøver at tøjle coronaen på, er helt klassiske tiltag. Man havde pesthuse, og under
koleraen var der teltlejre på Amager, hvor vi i dag sender folk i isolation på hotel. Luft ud, siger vi, og det gjorde lægerne under koleraepidemien også Karin Tybjerg

I det øjeblik man kunne vise sygdommen og også vise, at man kunne tage den ud af kroppen, dyrke den og lave en ny sygdom på et dyr, så havde man nærmest en matematisk relation, og da man fik antibiotika, virkede det længe, som om man nu havde styr på bakterierne«,
siger Karin Tybjerg. Anderledes var det med virussygdommene. Nok havde man siden begyndelsen af 1800-tallet med succes vaccineret mod kopper, men da influenzaen, som først blev kaldt den spanske syge, rasede fra 1918, stod videnskaben rådvild.

Og det kan undre os, når vi i dag læser om folk, der dengang faldt om på gaden og kastede blod op af influenza. Men den spanske syge muterede til først at blive mere alvorlig og så igen til at blive mindre alvorlig. Den er stadig i cirkulation, og vi får den under navnet influenza.
Mindre alvorlig er, hvad mange håber, også coronaen er blevet om en generation, når folk engang ser tilbage på den store pandemi, der hærgede verden fra begyndelsen af 2020. Hvis ikke den ligesom kopper kan slås ned med en vaccine. Men selv om det måtte lykkes, vil alting stadig være forandret, mener Nicolai Howalt.

Nu sidder vi her og drømmer om, at vi næste år har en vaccine, så alt kan blive det samme igen. Gu gør det ej. Det bliver sgu ikke det samme. Vi skal nok overleve, det er jeg ikke i tvivl om, men vi bliver formet lige nu, og der bliver skabt et nyt udgangspunkt«.
Og ved at få øje på det, vi ikke kan se selv, kan vi undervejs måske skabe en bedre forståelse af vores præmis i verden, lyder det.

Der er noget, der ikke bare er større end os, det er meget mindre end os, og det har en enorm betydning for os. Det rører mig på næsten religiøs vis, for man bliver jo opmærksom på, hvor temmelig brutalt og uvidende vi ofte opfører os, uden begreb om hvor meget der egentlig hænger sammen omkring os«, siger Nicolai Howalt.

PageLines