Interview i Politiken

author — Emil Bergløv
published in — Politiken
year — 2020

»Jeg elsker at bruge fotografiet til at kigge på noget, jeg ikke forstår. Det er min måde at se verden på. Det er en eller anden robot, der render rundt og tager billeder på Mars, og så siger man ’fuck, mand, der har været vand’, ’der har været iskapper’, ’der er poler’, jeg skal komme efter dig«.

Da den danske kunstfotograf Nicolai Howalts telefon ringede engang i 2017 sagde stemmen i den anden ende af røret, at Kanye West gerne ville tale med ham.

»Sure, sure«, svarede Howalt, der på forhånd godt nok havde fået beskeder på både Instagram og Facebook fra nogen, der kaldte sig Yeezy og viste sig at være musikerens tøjmærke.

»Han vil gerne ringe til dig nu«, sagde stemmen.

Nicolai Howalt, der sidder ved et lille hvidt designerbord i sit atelier på Islands Brygge og genfortæller historien, griner. Sådan hæ hæ, på et temmelig bredt københavnsk.

»Jeg kendte ham ikke specielt meget, men vidste bare at det var ham hiphopperen med tøjet der, jeg var ikke så meget til hans musik. Jeg var lige på vej ud af biografen med nogle unger, så jeg sagde altså, at han kunne ringe igen i morgen«.

Det gjorde han så, tredjejuledag i 2017 under en julefrokost på Amager, hvor Nicolai Howalt sad oppe på fjerde sal og talte med verdensstjernen. Eller rettere blev talt til af ham.

»Hans folk blev ved med at spørge, om jeg var klar ved telefonen, for han ville ringe om fem minutter. Som om det var præsidenten, der skulle have fat i mig. De sagde Mr. West, når de omtalte ham, og det fattede jeg ikke rigtig, hvem var til at begynde med. Jeg vidste godt, hvem Kanye var, jeg vidste bare ikke, hvordan man skulle udtale hans navn«, siger han og parodierer sig selv:

»Kaneeeee, Kanjeay, der var også nogen der bare kaldte ham Ye, jeg vidste ikke hvordan man sagde det der navn, så jeg kaldte ham også bare Mr. West, da han ringede. Jeg havde sådan en speedtalkende 30 minutters samtale med ham hvor han ævlede om ny verdensorden, og jeg ved ikke hvad, han var totalt megaloman og i øvrigt totalt sød. »Nicolai, Nicolai, I’ve seen your work and got really touched by it««.

»Og så sagde jeg: »I also really like your music««.

Han former en imaginær pistol med hånden og lader som om, han fyrer den af mod sit eget hoved.

»Idiot«.

Resten af samtalen gik med, at Nicolai Howalt stammende forsøgte at få et ord indført, men uden held. Han forstod omkring halvdelen af det, Kanye West sagde, men ville heller ikke hele tiden afbryde ham på skoleengelsk og bede om at få tingene forklaret på en anden måde. Uanset gav det ikke super meget mening.

»Det, jeg fandt ud af, var, at han gerne ville mødes. Og jeg sagde, at jeg gerne ville komme til Californien for at mødes med ham. Jeg sagde bare, at jeg gerne ville have min kone med, for hende arbejder tit samen med, og hvad fanden skulle jeg lave derovre alene?«.

Teksten herover gør ikke Nicolai Howalts måde at fortælle historien på ret. Der ligger en energi i hans måde at tale på, der er svær at overføre til papir, og hans talestrøm er som en gobelin af tråde, der nok virker temmelig kaotisk under vævningen, men som til sidst ender med knuder for alle de rigtige ender. En lang bevidsthedsstrøm, hvor den ene tankerække tager den næste.

Vi prøver lige at tage det næste stykke af historien uredigeret og i original takt.

»Et par måneder senere tog vi derover. Det var ligesom at komme til Herlev i sådan et industrikvarter, og jeg gik rundt og kiggede lidt ind af vinduerne indtil der kom et par store sikkerhedsfolk og spurgte, hvad jeg havde gang i. De kunne rimelig nemt have lagt os i benlås og det, der var værre, men jeg forklarede, at jeg havde et møde med Kanye West og vi skrev under på en hel masse papirer om, at de måtte bruge alt vi sagde og alt sådan noget. Så kom jeg ind i sådan noget 80’er-industri, men som var helt strippet, kæmpe rum, pisse flot lys, epoxygulve og betonmøbler. Helt fucking stramt. Det så pisse godt ud. Så kunne jeg høre sådan noget knaldhøj hiphopmusik inde fra sådan et studie, og så var han derinde. Så kom han ud og, hey, gav mig en krammer, bromance, og så gik vi ind til sådan en anden ung, sort fyr, og de sad og hørte ham fyrens musik, fordi Kanye skulle være med på et nummer«.

Træk vejret.

»Jeg tænkte, at det var ret godt produceret og sådan. Jeg satte mig selvfølgelig på Kanyes kasket som det første, og måtte sidde og rette den ud igen. På et tidspunkt begynder de så at sætte noget af det på som Kanye arbejder på for tiden og skruer helt op, og så flipper alle de der 12 hangarounds helt ud og headbanger. Da de er færdige, siger ham den unge fyr, »hey Kanye, man, that’s the best song I’ve ever heard«, og jeg tænker ’årh ja, slap lige af, det var da meget fedt, men helt ærligt, det er da ikke det bedste nummer, du nogensinde har hørt, har du aldrig hørt om Beatles og sådan noget?’. Men det var nok bare deres måde at snakke til hinanden på. Da de var færdige sagde min kone, at ham den unge var The Weeknd, også sådan en kæmpe verdensstjerne, der lige havde været på tour over hele Europa. Nå, fedt nok. Hæ. Bagefter ville Kanye så høre, om jeg havde nogle gode ideer. Og jeg sagde, at jeg troede, det var ham, der havde nogle ideer, når nu han havde bedt mig om at komme. Men så kom jeg med nogle forskellige ideer, som jeg lige kunne finde på«.

Træk vejret.

»Jeg sagde, at det kunne være sjovt at lave en kampagne for ham, men at han skulle væk fra det der pornoudtryk med store bryster og sådan noget. Vi skal ind middle of the road. Det kunne være sjovt at lave en kampagne, hvor modellen kommer ind og tager alt det tøj, de har på, og lægger det i en bunke på gulvet, og så har de bare noget papir over tissemanden og tissekonen og sådan. Det skal bare handle om the human being. Og at vi allesammen iklæder os det der tøj, fordi vi er praktiske og æstetiske, men kampagnen skal kigge på mennesket. Vi kender godt tøjet, det er fedt. Vi kender godt skoene, de er fede. Jeg fik en hel sæk med sko med hjem, otte par. De er vildt behagelige. Før gik jeg i lædersko, der gør jeg altså ikke mere. Jeg sagde, at det kunne være sjovt at lave en kampagne for skoene, hvor man slet ikke viste skoene, men bare et aftryk af sålen ligesom det der måneskoaftryk. »Hey man, a genius idea. You are a genius«, sagde han. Bagefter satte jeg mig ud i bilen sammen med min kone, Trine, og spurgte om han lige kaldte mig et geni. Jeg var helt flyvende. Indtil jeg så fandt ud af, at det siger han om alt. Det hele er genius derovre«.

Det blev aldrig til et samarbejde mellem Kanye West og Nicolai Howalt.

Rapperen og hans folk ville gerne have Howalt til at lave en kampagne, hvor han fotograferede modellerne i forskellige »elskovsscener«, som Howalt formulerer det. Kun iklædt en sko eller en trøje. Det var ikke lige noget for ham, så han takkede pænt nej og sagde, at var de friske på de oprindelige ideer, så var han det også.

»Jeg snakkede med ham nogle gange, han er virkelig skide sød, og jeg har også lidt ondt af af ham, jeg tror ikke altid det er så let at leve på den måde, han gør. Nu har jeg i hvert fald prøvet at sige nej tak til Kanye West. Det er også fedt nok«.

Til gengæld er Howalt blevet ret vild med Mr. Wests musik siden.

Vi er de grønne mænd
Her kan vi lige holde en pause i det hæsblæsende og præsentere Nicolai Howalt.

Historien om Kanye West, der siden har skiftet kunstnernavn til Ye, er nemlig både sigende og ikke så sigende for kunstneren. Howalt har gennem de seneste 30 år været en fremtrædende fotograf i Danmark og udlandet, først som dokumentarist og de seneste 20 år som kunstfotograf.

Her har han primært virket i den fri kunst, hvor hans undersøgelsesområder ofte er krydsfelterne mellem kunst og videnskab. I mange tilfælde i samarbejde med sin kone, Trine Søndergaard, der selv er en anerkendt kunstfotograf.

Han har fotograferet lys, som øjet ikke kan se, han har forsøgt at indfange tiden ved at fotografere verdens ældste træ og fremkalde det på forskellige typer af for gammelt fotopapir, han har dokumenteret nogle af de tidligste forsøg på at indfarve bakterievækster for at nævne tre eksempler.

På væggen her i atelieret hænger et kæmpe fotografi af forskeren Niels Christian Grams mikroskop, der ifølge Howalt ikke bare er et smukt instrument til at se små ting, men »også en fucking rumraket, mand«.

Howalts seneste tur udi kunsten åbnede i fredags hos Martin Asbæk Gallery i København under navnet ’A Journey: The Near Future’ og går til det ydre rum. Eller rettere bestemt Mars, som han husker fra sin barndom hos David Bowie og rumfartsnationerne.

Nu taler blandt andet techrigmanden Elon Musk om kolonier på Mars – med internet og det hele til alle – og vi kan følge med i, hvordan der ser ud deroppe i de billeder, som Nasa publicerer til fri afbenyttelse.

Som med så mange andre af Nicolai Howalts ideer blev den til lidt efter lidt. Det begyndte med, at han »syntes det var ret flippet«, at arkitektfirmaet BIG sad og tegnede huse til Mars. Så kom han til at tale med en forsker, der fortalte, at Mars er meget ældre end Jorden, og at de kan have haft klimaforhold, der mindede om vores. Og at en meteorit kan være slået ned på Jorden som en hilsen fra den halvanden milliard år ældre Mars med bakterier på, som kan have startet livet her på jorden.

»Derfor er det paradoksalt, at vi kigger derop og tænker, at der måske er marsmænd, men i virkeligheden er det os, der er de grønne mænd. Vi er måske fra Mars. Det er jo magisk, mand«, siger han.

På udstillingen strækker marslandskaberne sig som lange, golde panoramaer over væggene i galleriet. Der kommer til at være samtaler med astrofysikeren Anja C. Andersen og musikeren Mike Sheridan spiller på sit krystalglasinstrument cristal baschet, der ifølge Howalt giver lyden af verdensrummet, som vi kender den fra sciencefictionfilm gennem tiderne.

Men før vi slår os helt ned i det ydre rum skal vi lige en tur tilbage til 1970’ernes og 80’ernes Nordsjælland.

Forbandede æstetiker
Nicolai Howalt er søn af to arkitekter, og voksede op i Gammel Holte og Vedbæk hos sin mor.

Det var et område, hvor det at bo hos en eneforsørgende mor, der arbejdede i kommunen, lugtede lidt af arbejderklasse »sammenlignet med de børn, der bare plukkede pengene på træerne« og havde uanede lommepenge til sejlersko fra Docksides og spritnye cykler.

Hans første minde, fortæller han, er at sidde under spisebordet i køkkenet med sine nye farveblyanter, mens hans far ventede på en taxa, der skulle køre ham i lufthavnen. Han tog til Afrika, og forældrene skulle skilles.

Derfra var det en barndom med »et ekstremt fadersavn«, siger Howalt. Han beskriver sig selv som virkelig dårlig i skolen, ikke specielt verbal, fattig sammenlignet med dem, han kendte, og det perfekte mobbeoffer med sit røde hår og overfregnede krop.

Han var et barn i »gedigen mistrivsel«, og kunne faktisk ikke lide at gå i skole. Han savnede en mandlig rollemodel, som ikke kun var fysisk til stede i Danmark et par uger om sommeren – og som Nicolai Howalt ellers kun så de to uger om vinteren, hvor han besøgte sin far i Addis Ababa i Etiopien.

»Min mor var på mange måder ret såret, så min far bestod i hovedsagen af ukvemsord. Hvis hun blev rigtig sur på mig, så kaldte hun mig for Nicolai Olsen, for det var hans efternavn«.

»Når hun skulle sige noget pænt om ham, så var det, at han faktisk var rigtig god til at fotografere«.

»Det blev lidt et vendepunkt, for der fandt jeg ud af, at jeg ville være fotograf. Altså for at nærme mig min far på en måde«.

Han understreger, at der er »no hard feelings« over for forældrene. Han forsøger bare at forstå, hvordan hans far kunne trække teltpælene op og rejse fra sine børn »for at blive til noget« i Afrika. Det var faderens opgør med sin egen familie, kan Howalt se i dag. Det opgør har sat sig spor hos sønnen, der i dag ser sin trang til at præstere som en eftervirkning af en barndom »som mislykket«.

»Det blev et enormt drive for mig at sige, at jeg fandeme havde en stemme og noget jeg stod for. Jeg kender godt følelsen af at tænke, at noget er skide godt, men samtidig også tænke, at jeg sikkert bliver til grin. Sådan har jeg det stadig hver gang jeg skal vise nye værker. Jeg tænker, at den her gang kommer de og siger, at det er helt latterligt«.

Som 17-årig flyttede Howalt til København (via et efterskoleophold i Oure med fokus på moderne dansk og de piger, han regnede med havde valgt samme linje), hvor han løj ældre end han var og fik et job i en børnehave og kom på den eksperimenterende fotoskole Fatamorgana under den senere så omdiskuterede leder Morten Bo.

»Han havde en enorm betydning for mig. Han var så dårlig en pædagog, nogle trynede han og andre fik han til at flyve, og den facon kan jeg godt begræde i dag, hvor jeg selv er voksen og har fået børn. Men for mig i de år var der en der for første gang i mit liv sagde »hey, det der kan du altså, du er god til at se«. Det gav mig sådan et drive«.

Med kameraet fik Nicolai Howalt et fundament, »en måde at være i verden på« og en undskyldning for at møde alle mulige mennesker.

»Hvis du har et kamera, kan du bede om lov til at tage et portræt, det må du næsten altid. Du kan ikke bare stikke hovedet ind til folk og sige, at du gerne vil opleve dem«.

Kunst var det sidste, Nicolai Howalt skulle arbejde med. Hans morfar, der sad i sit hus i Melsted på Bornholm og malede uden at ville noget med det, kunne han slet ikke forstå på det plan. Hvorfor ikke bruge det til noget? Hvorfor ikke forandre noget? Hvorfor ikke dele det med nogen?

Derfor lagde Howalt ud med at skulle være den næste store dokumentarist, og rejste rundt i især Afghanistan, hvor han dokumenterede det brutale liv for lokalbefolkningen og vandt priser for det herhjemme. Dengang var det i kategorien for pressefotografi, han stillede op, ikke på kunstgallerier.

I årene som freelancer fik han det hele til at løbe rundt ved at lave alle de opgaver, der betalte huslejen, så han kunne lave sine egne, store projekter ved siden af. Han lavede ting til alle de hotte udgivelser i 90’erne, som eksempelvis månedsbladet Press, og nåede at være ansat på den nye avis Dagen i de 42 døgn, den nåede at leve.

Arbejdsrytmen med at lægge avisen i seng hver aften og begynde helt forfra næste morgen gav Nicolai Howalt søsyge og »pletter for øjnene«, og han havde egentlig planlagt at sige op på Dagen, allerede inden avisen lukkede.

Men det var nu ikke tempoet, der endte med at være årsagen til, at han senere helt forlod dokumentarismen. Årsagen var Howalts egen personlighed:

»Efter noget tid, hvor jeg rejste rundt i de her konfliktzoner havde jeg nogle episoder med mig selv, som jeg havde meget svært ved at indrømme i mange år. Jeg udviklede simpelthen en usympatisk side af mig selv. En virkelig kynisk side«.

Det gik for alvor op for Howalt, da »sådan en sød fyr fra Washington Post hev mig til side og gav mig sådan en skideballe«, fordi Nicolai Howalt havde spurgt nogle lokale i Bamiyan-provinsen i Afghanistan om de ikke kunne grave en stor massegrav lidt op. Ellers var der jo ikke noget at tage et billede af.

»Han spurgte mig, hvad fanden jeg bildte mig ind. Hvad fanden det var, jeg stod og sagde til dem. Jeg havde stået og spurgt, om de ville grave deres ægtefæller op af en massegrav, for at jeg kunne tage et billede. Og der tænkte jeg, at det her skal jeg ikke. Jeg var simpelthen blevet til noget, jeg ikke brød mig om«.

»Jeg har også stået på en operationsstue med en mand, der havde trådt på sådan en russermine og fået strøet benene ud over det halve Afghanistan uden at tage et billede, fordi lyset ikke var godt. Og der bagefter tænkte jeg ’hvad fuck laver du her din skide æstetiker? Gå hjem og skam dig. Der ligger en mand der og har fået ødelagt sit liv, og så tænker du på lyset’«.

Simple ideer
Der er ikke noget tilfældigt ved Nicolai Howalt eller det, han omgiver sig med. Han elsker ting af god kvalitet, siger han, og det kræver ikke den store eksamen fra hverken design- eller arkitektskolen for at se hans udprægede æstetiske sans.

I atelieret får man japanskinspirerede sutsko på, når man går ind på det skinnende blanke gulv. Tekøkkenet er snedkerlækkert, kaffen den gode fra mikroristeri og møblerne arkitekttegnede, om end indkøbt brugt til en god pris.

På underarmen har han tatoveret en kantarel og en karljohansvamp. Den umiddelbart almindelige sorte hættetrøje med påskriften ’Want it Buy it Forget it’ er et samarbejde mellem kunstneren Barbara Kruger og skatermærket Volcom, der blev lanceret i forbindelse med en performancekunstbiennale i 2017. Vi kunne bliv ved med t-shirten (der er nystrøget, fordi det er rart mod huden og føles ordentligt), brillerne, skoene, kaffekopperne, det hele.

Hvor hans superæstetiske tankegang var noget af det, han kunne møde kritik for som pressefotograf, er det i dag en af hans styrker som kunstner. Det er godt for hans »koksede hoved«, siger han, at det er totalt stringent omkring ham. Så kan han bedre tænke og arbejde. Og gode kunstneriske ideer er ofte simple ideer, mener han.

Det første projekt, hans slog igennem med, var portrætter af drengeboksere lige før og lige efter deres første kamp. Howalt er selv tidligere bokser, man kan godt se det på staturen den dag i dag, kompakt, bred nakke, fyldige overarme, og havde talt med en masse gamle boksere om den første kamp.

»Det er 20 år siden jeg lavede det projekt, og det er stadig ikke lykkedes mig at finde en bokser, der ikke kan huske sin første kamp. Ingen kan huske den anden eller tredje«.

Deri opstår kunstværket, siger han. Ikke i selve fotografiet, men i den følelse, det bærer med sig. Der er altid en flertydighed, som peger ud over billedet selv og efterlader beskueren med lige så mange spørgsmål som svar, hvis Howalt lykkes med sit projekt, siger han.

I boksernes tilfælde fordi det får en eksistentiel betydning for mennesket »ligesom en kvindes første fødsel eller første gang vi har en seksuel akt. Det husker mange af os, fordi det var et sted vi følte os ret udsatte og sårbare«, siger han.

Siden har Howalt med samme blik for det enkelte billedsprog fotograferet detaljer fra bilulykker, solen gennem lægen Niels Finsens linser til lysbehandling, verdens ældste træ, asken efter døde mennesker og senest altså billederne fra Mars. Eller »fo’grafier«, som Howalt konsekvent siger.

Det er ikke sådan, at han forud for hver af de forskellige kunstprojekter har haft en klar idé om, hvad det skulle blive til. Overhovedet ikke, faktisk. Han er bare begyndt at arbejde med noget, der virkede spændende. Og som undervejs har været frustrerende og umiddelbart frugtesløst.

Som de tre år, hvor han stod med Finsens linser og forsøgte at fange solens ellers usynlige stråler. Han blev skuffet gang på gang. Syntes ikke rigtig det var noget. De 300 værker det blev til er siden blevet hans mest kendte og populære bedrift som kunstner.

Han har solgt originaler, masser af plakater som hans og Trine Søndergaards forlag producerer for både at gøre kunsten mere økonomisk tilgængelig og for at få en stabil indkomst til deres egen husleje. Et af værkerne blev til forsiden på astrofysikeren Stephen Hawkings sidste bog og en reklame for den i hele metronettet i London, modegiganten Hermès brugte serien i en kampagne og et gigthospital er blevet indrettet med værkerne printet på glasvægge.

»Jeg bliver sgu glad, når lægerne på det hospital fortæller mig, at de selv og patienterne forholder sig til hvordan værkerne skifter karakter med årstiderne. Hvordan det giver dem noget. At noget ingen har bedt mig om at lave kan have en betydning for nogen, det er da dejligt«.

Han er ikke bange for samarbejder og det kommercielle, så længe »rækkefølgen er den rigtige«. Når kunsten bliver brugt, får den også en rolle. Han vil selv have lov til selv at finde på og udvikle uden påvirkning, og hvis nogen kan bruge det, han finder på, til noget, som Howalt kan stå inde for senere hen, så er det helt i orden. Så kommer det bare ud til flere. Og ja, så betaler det også huslejen.

Fotografiet er i sin essens demokratisk, siger han. Vi bruger det allesammen. Vi mener allesammen at kunne læse og forstå det. Derfor taler det også ret direkte til mange mennesker. Både på en måde, hvor folk umiddelbart føler en forbindelse til hans værker – og på en måde, hvor nogen føler behov for at affeje dem. For fotografere kan vi jo allesammen.

Som hans ene datter – i Howalts gengivelse – på et tidspunkt i et ophidset øjeblik råbte:

»Hvad fanden kan du egentlig, far, ud over at tage nogle flotte billeder en gang i mellem. Du er så pisse privilegeret«.

Og det er han, det synes han også selv. Hvis han kunne lave sin karriere om, så ville han lave den om til lige den han har nu, hvor han har ro til fordybelse og til at spise en ordentlig frokost og tænke over tingene. Hvor han kan udforske det, han synes er spændende, og hvor folk oven i købet ofte synes, det er både flot og interessant.

»Vi kan se det på de billeder. Der er både noget meget fjernt og noget meget velkendt ved dem. De er egentlig røde, men jeg har fået lavet de digitale filer om til analoge negativer og har så gjort dem sort-hvide. Når man gør det, så ligner det gamle fotografier fra opdagelsen af Det Vilde Vesten«, siger han.

Der er rigtignok noget meget genkendeligt i de lange panoramaer. Stenede ørkener, der er sat sammen på en underligt hakket måde, fordi hvert lange billede består af oceaner af enkeltstående fotos, der digitalt bliver sat sammen for at give den store sammenhæng. Skyggerne falder hulter til bulter, fordi de er taget på forskellige tidspunkter af marsdøgnet, der er huller rundt omkring, fordi noget data er bortkommet under overførslen til jorden.

»Måske det er der marsmænd sidder og drikker te«, gnægger Howalt.

Det manglende er noget af det gode ved billederne, synes han. Alt det man netop ikke kan se. Hvad mon der er derovre?

I virkeligheden er det manglende noget af det, der i det hele taget både fascinerer ham og er en drivende faktor i hans værker. Han begynder altid med at undersøge noget.

Hvad mon der sker, hvis man bruger Finsens objektiver til at kigge op mod solen og lade lyset strømme ind på lysfølsomt papir? Hvad hvis jeg fremkalder det samme billede af verdens ældste træ på 100 forskellige slags for gammelt fotopapir, får man så en fornemmelse af tiden? Af forgængeligheden?

»På en eller anden måde har jeg tilkæmpet mig et sted hvorfra jeg kan sige noget, og jeg har noget, jeg vil sige. Men det, jeg vil sige, vil jeg hellere mime, og så kan folk læse det ind i det, de vil. Det svarer lidt til, at jeg læste poesi hele min barndom, ikke romaner. Ikke kun fordi det var hurtigere. Poesien havde evnen til at skrive tingene mellem linjerne, der fik teksten til at åbne sig i stedet for romaner, der kunne lukke sig om en handling. Den der åbning betyder meget for mig«.