An Ode to Pareidolia
type:
featured
date:
28/04/18 — 28/04/18
event:
An Ode to Pareidolia
place:
Politiken Newspaper Culture section, Saturday April 28, 2018

De fleste har prøvet det. Måske mest for længe siden. Tilbage i barndommen. Før verden konstant lå på en touch-skærm nede i ens lomme: At ligge på ryggen i græsset og kigge formålsløst op i himlen. Følge skyerne, se dem drive langsomt, hvidt på blåt - og så pludselig få øje på en hval. Eller Italien. Eller omridset af ens gamle matematiklærers ansigt.

’Pareidolia’ kaldes fænomenet. Menneske-hjernens hang til at skabe genkendelige billeder i de mest mudrede mønstre. Vores trang til at se det identificerbare i det abstrakte – motiver i det motivløse – for bedre at kunne forstå verden omkring os.

Det er det, kunstfotografen Nicolai Howalts nye udstilling kredser om.

På væggene i Galleri Martin Asbæk i København hænger fotografier, der på hver deres måde lægger op til, at beskueren skal danne sine egne billeder – »skabe sin egen fortælling og selv afgøre, om der er tale om noget smukt eller farligt«, som fotografen udtrykker det.

Motivet til venstre er fra en serie af hans billeder, der ud over det abstrakte udtryk desuden har dét til fælles, at de har lavet sig selv! Alle Nicolai Howalts fotografier på udstillingen er fremkaldt på gammelt fotopapir, som fotografen har opkøbt på nettet, og i ét tilfælde modtog han en særligt ramponeret pakke papirer – han husker ikke præcis hvorfra, Rusland måske, eller Japan eller USA. Da han i mørkekammeret forsøgte at fremkalde et af sine egne fotografier på det, var det, som om der allerede lå et billede nedenunder.

Det gjorde der ikke. Men det, der var sket, var, at det kemiske, lysfølsomme stof i papirets overflade på grund af alder og fugt og temperaturpåvirkninger var begyndt at vandre. Nogle steder havde det trukket sig væk, andre steder havde det samlet sig. Hvilket i manges øjne ville have gjort papiret ubrugeligt. Men for Nicolai Howalt var det en gave:

»Jeg havde totalt optur over det. Det var jo helt unikke billeder, der lå dér. Billeder, som kemien i papirerne selv havde skabt, og som bare skulle hentes frem. Der var 18 tilbage i pakken, og 17 af dem hænger nu på udstillingen«.

»Hvad jeg selv synes, det ligner? Noget medicinsk, måske. Et tværsnit af kroppen. Indre organer belyst på den videnskabelige måde. Men alle må finde deres eget billede. Se det, man ser«.

Her og i skyerne, kunne man tilføje.