nicolai howalt
works
books  
info
contact
Borderline
Looking at a map of the world with its many frontiers it is obvious that someone drew the lines. Separated the territories. Created new nations, and erased others. Borders do not create themselves. And they are rarely permanent. People talk about natural borders, but they are often equally arbitrary. Take Kongeåen – the river in Jutland that used to form the border between Denmark and Germany. It was natural, but not natural after all. The river is still there, but the border has moved. The word border leaves an impression of something tangible and well defined. But reality is quite different. Standing on a border it seems more mental than real. There are no lines on the ground, and the landscape is identical for miles on either side. The water that separates countries is the same colour. The clouds the same grey. Nicolai Howalt has travelled to every corner of Denmark and photographed from the inside out and outside in. His 96 images comprise the series Border. Rather than creating individual images, he has chosen to document the concept of the border in all its complexity in a series including places where there is nothing to see. The strategy here is different to that in the art project How to Hunt, a collaboration with Trine Søndergaard. This work is also a series of landscapes from throughout Denmark, but the theme is hunting and the images are more visually borne, resulting in individual works rather than Border’s conceptual framework. Border unfolds at sea, on land and from the air. Howalt’s project has an inbuilt paradox, because the subject of his study is almost invisible. The -images of sea borders and borders seen from the air don’t make much sense visually – without the conceptual context. But this is equally true of the images on the ground. Like that of a tree in the middle of a small opening by the roadside. We can see the landscape behind it. Denmark, we presume. The abstraction becomes very real when, as Howalt has done, the physical locations of borders are visited. But at the same time the absence of any ‘real’ border underlines their very real significance. The significance we give them. They are there, and they have meaning. Even though we cannot see them with the naked eye. Howalt thus demonstrates the complexity of a concept we all think we have a clear idea of. Whilst borders may not play a major role in the mind of a modern cosmopolite, who is allowed to be ‘here’ is discussed more than ever. A debate based on the differentiation of the ‘inside’ and the ‘outside’ the border marks. No matter how mental it is.
Text by Gitte Broeng, 2010.

-

Grænsen
Ser man på et verdenskort, bærer mange grænsedragninger præg af, at
nogen har trukket stregerne. Adskilt landområder fra hinanden. Skabt
nye nationer og slettet andre. Grænser opstår ikke af sig selv. Og
ligger sjældent fast. Godt nok taler man om naturlige grænser, men de
er som regel lige så arbitrære. Tænk bare på Kongeåen. Den var
naturlig og så alligevel ikke. Ordet ’grænse’ efterlader en
forestilling om noget konkret og veldefineret. Men i virkeligheden ser
billedet anderledes ud. Stående på grænsen forekommer den mest af alt
mental. Der løber ingen streger på jorden, og landskabet ligner sig
selv i miles omkreds. Vandet, som adskiller landene, har den samme
farve. Skyerne er lige grå.

Nicolai Howalt har rejst rundt i alle afkroge af Danmark og
fotograferet udefra og ind. 96 billeder udgør den komplette serie med
titlen Grænse. Fremfor at skabe billeder, der skulle stå alene, har
tanken været at dokumentere grænsen i al dens sammensathed. Også de
steder, som ikke bød på noget særligt. Dermed adskiller dette projekt
sig fra serien How to Hunt, lavet i samarbejde med Trine Søndergaard.
Her findes ligeledes landskaber fra det ganske land, men temaet er
jagt og motiverne udvalgt efter mere visuelt betingede principper,
hvorfor de i højere grad fungerer som individuelle værker.

Grænse udfolder sig til vands, til lands og i luften. Howalts projekt
rummer et indbygget paradoks, fordi genstanden for hans studie nærmest
er usynlig. Billeder af søgrænser og fra luftrum giver ikke megen
visuel mening uden den konceptuelle forståelsesramme, der omgiver dem.
Men det samme gælder faktisk billederne fra landjorden. Eksempelvis af
træet, der står placeret midt i en lille åbning langs vejkanten, som
tillader et kig ind mod landskabet bag. Danmark, må man formode.
Abstraktionen bli-ver vældig konkret, når de fysiske steder opsøges,
sådan som Howalt har gjort. Omvendt peger billedernes fravær af
egentligt motiv på det faktum, at grænser netop har stor betydning.
Nemlig den, vi tillægger dem. De findes og betyder noget. Også selv om
de ikke kan ses med det blotte øje.

Derved demonstrerer han kompleksiteten i et begreb, vi alle har en
klar forestilling om, og som måske ikke spiller den store rolle i en
moderne kosmopolits bevidsthed. Ikke desto mindre diskuteres det som
aldrig før, hvem der må være ’her’. En diskussion, der i høj grad er
betinget af den skelnen mellem indenfor og udenfor, som en grænse
markerer. Hvor mental den end er.
Tekst af Gitte Broeng, 2010.