nicolai howalt
works
books  
info
contact
78 BOXERS

78 BOXERS bevæger sig i spændingsfeltet mellem det dokumentariske, konceptuelle og kunstfotografiske rum. Kunstneren Nicolai Howalts nye fotografiske bogværk består af 78 dobbeltportrætter af en række teenagedrenge i alderen 11-17 år iført boksehandsker og store boksershorts, der får deres kroppe til at syne alt for små og skrøbelige. Alle fotografierne er opstillet med hvid baggrund og taget præcis før og lige efter drengenes første boksekamp.

Portrætterne i bogen er alle closeup af drengenes ansigt, mens series ligeledes viser drengene i fuld størrelse. De iscenesatte dobbeltportrætter antyder en fortælling, der har fundet sted i den mellemliggende tid. Det venstre portræt skildrer en ung håbefuld, energisk og anspændt teenagedreng fuld af forventning til kampen mens det højre portræt viser et sveddryppende forslået pubertetsansigt med blodpletter på trøjen, rodet hår og et stift blik, der skjuler om kampen blev tabt eller vundet.
I 78 BOXERS indfanger Nicolai Howalt det sårbare rum imellem dreng og mand. Serien er ikke kun en kunstnerisk skildring af en række closeup portrætter af før og efter en boksekamp, men rækker videre ud og omhandler drømme, køn og identitet.
Serien BOXERS blev oprindelig skabt tilbage i 2003 og består af mere end 145 portrætter af drengeboksere og er sidenhen blevet genredigeret af kunstneren og senest med denne bogudgivelse skabt i samarbejde med Det Grafiske Værksted i Hjørring.

Tekst i bogen af kurator/skribent Jane Rowley.
Forlag: Det Grafiske Værksted Hjørring.
ISBN 978-87-994612-0-2